Securitas erhverver førende selskab inden for brand og sikkerhed
Securitas opkøber Dansk Brandteknik, der er den næststørste aktør i Danmark inden for personnære brand- og sikkerhedsydelser. Med opkøbet tilføjer Securitas et nyt forretningsben, som komplementerer selskabets øvrige aktiviteter. Samtidig er der store forventninger til at kunne skabe vækst gennem krydssalg mellem de to selskabers kundeporteføljer og ved at opdyrke det nye marked.
Securitas har købt Dansk Brandteknik i en handel til en værdi af 110 millioner kroner. Dansk Brandteknik er specialiseret inden for personnære brand- og sikkerhedsydelser såsom brandslukningsudstyr, hjertestartere og førstehjælp. I 2020 havde Dansk Brandteknik en omsætning på over 60 millioner kroner, og selskabet har 7.500 kunder landet over. ”Vi er en virksomhed med en bred pallette af ydelser, der alle samlet set handler om en ting, nemlig at skabe tryghed. Her passer Dansk Brandteknik perfekt ind, og opkøbet betyder, at vi bliver en endnu mere komplet leverandør af tryghed på arbejdspladser og i det offentlige rum. Det er dejligt at starte 2021 med en offensiv agenda,” siger Tom Würtz Laursen, adm. direktør i Securitas A/S.
Securitas er en formålsdrevet virksomhed, der hver dag arbejder for at skabe tryghed og sikkerhed. Med opkøbet af Dansk Brandteknik kommer Securitas til at levere en bredere ydelsespallette og på den måde leve endnu bedre op til selskabets formål.
Marked med stort potentiale
Dansk Brandteknik beskæftiger 43 medarbejdere, og under det nye ejerskab fortsætter selskabet som et selvstændigt forretningsben, der komplementerer Securitas’ øvrige forretningsområder. ”Securitas har gennem hele processen virkelig vist os, at de har respekt for det, som vi har opbygget, og at de samtidig ser muligheder for at videreudvikle Dansk Brandteknik. Det er i høj grad medarbejdernes fortjeneste, at vi er nået så langt i vores anstrengelser for at hjælpe kunderne til et bedre sikkerhedsniveau, og det skal de have stor ros for,” siger Ralf Dujardin, adm. direktør i Dansk Brandteknik A/S.
Tilsammen har de to selskaber knap 10.000 kunder. Securitas har et solidt fodfæste hos større virksomheder og organisationer, mens hovedparten af Dansk Brandtekniks kunder er i SMV-segmentet. Derfor er der betydelige vækstmuligheder i nu at kunne tilbyde hinandens ydelser på tværs af kundegrupperne. Men det er ikke kun igennem krydssalg, at man i Securitas ser et stort potentiale. ”Vi ser i disse år en klar tendens til stigende efterspørgsel på ydelser inden for den nære tryghed, eksempelvis i forhold til arbejdsmiljø. Her er Dansk Brandteknik meget stærkt funderet med deres ekspertise inden for brandslukningsudstyr, hjertestartere og førstehjælp. Det er et marked, som vi i fællesskab kan blive endnu bedre til at opdyrke, og det vil vi tage fat på fra dag et,” siger Tom Würtz Laursen.
Om Securitas Danmark
Securitas A/S er en del af verdens førende sikkerhedskoncern, Securitas AB. I Danmark drives selskabet fra hovedkontoret i Glostrup og har lidt over 1.200 medarbejdere, der leverer en bred pallette af sikkerhedsydelser til 2.200 kunder landet over. Selskabet blev grundlagt i 1934 og meget har ændret sig siden da. Men ikke de grundliggende principper. Securitas er en formålsdrevet virksomhed, og i dag så vel som tidligere handles der altid ud fra de tre kerneværdier ærlighed, vagtsomhed og hjælpsomhed samt ønsket om at gøre verden til et tryggere sted. Globalt beskæftiger Securitas 370.000 medarbejdere i 57 lande i Europa, Nord- og Latinamerika, Mellemøsten, Asien og Afrika. De lokale kontorer sikrer korte responstider, nærvær og lokal ekspertise.
Om Dansk Brandteknik
Dansk Brandteknik er leverandør inden for Brandteknik, førstehjælp og gasdetektering. Selskabet har hovedkontor i Gladsaxe og beskæftiger i alt 43 medarbejdere, der betjener mere end 7.500 kunder. Hos Dansk Brandteknik arbejdes der for at højne sikkerhedsniveauet på danske arbejdspladser. Der er brug for det rigtige sikkerhedsudstyr og den rigtige viden, der skal til for at forstå og handle effektivt i en nødsituation. Selskabet har over 75 års erfaring med brandsikring af virksomheder i alle brancher og størrelser. Fundamentet for virksomheden er en filosofi om, at man ikke kan gå på kompromis med kvaliteten, når det kommer til sikkerhed. Det giver kunderne et højere sikkerhedsniveau og en meget længere holdbarhed på udstyret.